Rejsen til Tokyo.
04 feb 2012 Skriv en kommentar
in Tekst, Rejser, Japan Tags:Japan, Tokyo, rejser, rejse, taxi, orange, nippon, fly, flyvetid
Det kan ikke begrænses til blot en enkelt blogpost om Japan. Der er aaaaalt for meget at fortælle om dette mægtige og mærklige land, der på mange måder overgår det vildeste vilde, som jeg ikke synes bør undlades.
Japan. post nr 1.
Lad mig være helt ærlig. Japan ligger afsindigt langt væk. og der skal være en lille gnist masochisme i èn, for at folde sig sammen på et flysæde i over 10 timer.
Japan
Og fordi flyselskaberne har en vis overlevelses stategi, så flyver de et godt stykke nord om nordkorea og det giver lidt ekstra rejse tid. Men man bliver ikke katagoriseret som en krigserklæring og det var jeg egentligt meget taknemlig over.
Når man så er landet på Narita airport så bliver passagerne gelejdet ud i lille bittebitte ankomsthallen, hvor der står nogle gudesmukke japanske kvinder, der bukker og derefter på et uhyre vel artikuleret engelsk spørger om de kan hjælpe.
“Et ærinde i Tokyo” fremstammes på gebrokkent engelsk. Hvorpå den ene gudinde forklarer skridt for skridt, at jeg og min rejsekumpan skal købe en biljett til en limosinebus ved skranken der og der, og vi skal med bus nr det og det. And have a lovely day! og så bukker hun igen. Jeg og min rejsekumpan bukker også, fordi vi har læst guidbøgerne flade og lært at det er en god og høflig idé.
så kører bussen(der iøvrigt ikke har meget med limosine at gøre, men det lyder meget fancy)
“limousine bus”
og øjnene klister sig nærmest til bussens vinduer for at se det hele.
Det de ser er: Grønne marker, et blomstrende kirsebærtræ i nu og næ, sol og blå himmel med skyer.
sådan går der et kvarter…. og en halvtimme…0g 45 minuter.
grønne marker
Vejen fra lufthavnen bliver bredere, flettet sammen med andre veje undervejs. men stadigvæk ikke noget der minder om storbyens puls.
Den fornuftige ville nok bruge tiden til at slappe lidt af, zone ud, hvile lidt. men nejnej, her skal opleves og kigges på. Grønne marker. yessir.
og så! åbenbarer sig Tokyo sådan lidt pludseligt.
og kæben begynder at hænge mere og mere, også selvom der har været adskillige udpenslende advarsler fra mere berejste venner.
Hvordan Tokyo ser ud bliver blogginlæg for sig selv senere. Men lad mig give en lille teaser. Hvis du nu fx. er skandinav og sad i et udvalg for byplanlægning og forskønnelse af din by, så ville du tage dig til hjertet, sådan cirka nu.
og efter yderlige 45 minuter bliver passagerene i bussen sat af ved Shinjuku Station som er kolosalt stor. Jeg overdriver ikke særligt meget, hvis jeg siger at stationesarealet ville kunne ligge mellem hovedbanen og rådhuspladsen, begge områder inklusive.
en del af Shinjukustation..nørreport go home.
Der kigges på kort og adresser og efter 5 minuters -gad vide hvor er hvor i forhold til kortet- tages der en beslutning og en hånd flyver i vejret.
og den taxachauffør der ikke genkender dette desparate signal er ikke en rigtigt taxahelt.
Taxan er et lille kapitel for sig selv. Den er orange,(men kan også være i andre farver) og meget taxaagtig i sit udseende. Indeni er der hvidt… måske ikke en så heldige farve på sædebetræk ville nogen tænke, men der er ingen grund til bekymring. Vi sidder på hækklet hvidt betræk, der er også hækklede gardiner. Det hele kan forhåbentlig vaskes.
Taxachaufføren er en helt vidunderlig nylig herre med hvide stofhansker og kasket og uniform. Han kigger på adressen som min kumpan viser i guidbogen og så siger han … et eller andet til oss. Han kører direkte til hotellet, der ligger 5 minuters gang fra stationen (det kunne vi jo ikke vide) og siden han ikke har prøvet på at snyde, ved at køre en omvej eller kræve mere end meget få yen som betaling, så prøves det at give ham drikkepenge… men det vil han ikke have…. kæben til jorden igen. og endnu flere buk.
typisk Tokyo taxi
Selv hvis jeg havde fundet udaf hvor jeg var på kortet, så ville det have taget noget tid at finde hotellet uden taxahelten og min rejsekumpan. Hotellet ligger en rulletrappe op og man skal halvt igennem en kiosk for at komme til rulletrappen. På bygningen står ganske rigtigt hotellets navn, men skiltet falder lissom i et med alle andre skilte.
Indtjek blive endnu en historie hvor nogle søde mennsker siger…. et eller andet. De kigger på vouchers, beder om “passport” og giver en nøgle. Så bukker vi enstemmigt. Endelig kan der faldes om på en hotelseng vi komme ud og opleve noget.
